Stuehuset

Stuehuset

På ”Perlen” bor familien Bach, som består af Henning, Jette, Anders, Katrine og Kristian, hundene Futte og Sally, et ukendt antal katte, skovgrise og vores Charolais besætning.

Perlen” er en idyllisk lille bondegård – der med sine ca. 40 ha ligger i Skamstrup, en lille by uden for Mørkøv på Vestsjælland.

Henning har siden 1989 været selvstændig landmand. Først med grise og nu primært med planteavl på ca. 150 ha jord. I 2004 blev so- og smågrise produktionen skrinlagt, og grise-bestanden blev reduceret til på årsbasis at være ca. 25 slagtegrise på Friland, kødkvæg af Racen Charolais samt planteavl. 

Jette er uddannet korrespondent og arbejder deltid hos Lodbyg Entreprise i Holbæk. Hjemme passer hun vores Foderbutik, regnskab og alt det andet.


Alle 3 børn er i fuld gang med deres Voksenliv.

Anders driver Tornslev Landbrug, fortrinsvis Økologisk - i samarbejde med Henning. Anders og Maria er blevet gift og med deres 2 skønne piger - Emilie og Ellen-Marie - bor de på Stengården i Niløse

Katrine er under uddannelse til Jordbrugsteknolog, med kvæg som linjefag. Hun bor hjemme sammen med sin Australske Hyrdehund, Ella.

Kristian er lige blevet færdig som Faglært Landmand og hjælper til herhjemme samt hos Ivan på Quellinghøj, hvor han var elev. Kristian bor også hjemme.

Perlen har en mindre mose, og her var vi nødt til at have en ko til at gå og græsse, så i 1993 købte vi en Hereford lignende kvie. Den er siden blevet til en besætning af kødkvægsracen Charolais. Vi købte i 2002 på Roskilde Dyrskue vores første Ægte Charolais Tyr og han har gjort sit arbejde godt. Ud over de kalve han har avlet, så har vi hen over årene købt flere Charolais dyr til. Besætningen er nu på ca 40 moderdyr, 2 foldtyre, kvier, ungtyre og de kalve der kommer til i løbet af året. Vi er registreret som en Aktiv Avlsbesætning. - Katrine og Kristian  har del i besætningen, idet de ejer et par stykker hver.

Vores køer går om vinteren i en stald med dyb strøelse, hvor de har mulighed for også at gå ud i snevejret og få lidt frisk luft. Om sommeren går de på markerne og gumler græs i sig. Derudover får de kraftfoder, halm og ensilage.

De grise vi feder op for at blive slagtet til Jul, nyder livet i vores lille granskov.


Del siden